Cykelgear.dk – løbet

Kvinder søges…
Denne overskrift møder du lige nu på www.dcu-tilmelding.dk. Det er ikke en dating annonce, men et opråb om at dameklasserne også kan starte i Aalborg. Der er damecup om søndagen på Sjælland, men er du frisk så er der her en mulighed for nogle kilometer i benene.

Motionsklassen bydes velkommen
Som et nyt tiltag bydes alle der kan kører i motionsklassen velkommen til at køre cykelløb på en lukket 25 km. Rundstrækning, hvor løbet afvikles på samme betingelser som for ryttere med licens. Tilmelding kan ske på dagen ved indskrivning. Men vil du være sikker på et startnummer blandt de maks. 75 deltagende anbefales at du tilmelder dig via www.dcu-tilmelding.dk eller ved at sende en mail til henrikjess@aacr.dk – velkommen.

Aalborg Cykle-Ring byder velkommen til Klarup. Vi henstiller til at I parkerer ved Klarup Hallen, her er gode toilet- og omklædningsforhold og samtidig er der kun 250 meter herfra til start- og målområdet. Natten mellem lørdag og søndag er der mulighed for at opstille campingvogn og få tilsluttet 220 v.
Det gør at man kan overnatter i Aalborg og næste morgen køre til cykelløb i Hjørring.

Kender du Cykelgear?
Cykelgear.dks målsætning er at blive den foretrukne leverandør af cykler, reservedele og tilbehør. Det betyder, at du vil møde en leverandør, der er meget engageret, ikke blot i at levere varen hurtigt og præcist, men også i god kundeservice. Cykelgear har med sit sponsorat sikret sig en meget synlig placering på brystet af Aalborg Cykle-Rings trøje. Cykelgear er også løbssponsor, hvilket betyder at det årlige licensløb i Aalborg hedder Cykelgear-løbet. På den hvide klubbus er Cykelgear.dk logo ligeledes genkendeligt.

Når der holdes Cykelgear-løbet den 1. september 2012 vil vores sponsor også være til stede med en udstilling af cykelgear.
Læs mere og bestil dine cykeldele: www.cykelgear.dk

PDF: Ruter til Cykelgear-løb 2012

 

 

 

 

Middelfart licenløb 2012

Lørdag i Fredericia havde Aalborg Cykel-Ring en god dag med 1. plads til Anders Hardahl og Lars Christensen. Så søndagens cykelløb i Middelfart gav håb om flere flotte resultater til aacr. I A-klassen indtog Christina Watches onfone 1. til 4. pladsen, mens aacr’s ryttere kom ind sammen med feltet, hvor det blev til en 26. plads til Torben Andersen, en 36. plads til Jimmi Purkær og en 39. plads til Mads Hardahl. I B-feltet havde aacr en meget god dag, hvor de formåede at få både Anders Lind, Brian Duborg og Asger Kolding i det rigtige udbrud efter hårdt arbejde. På anden sidste runde slap kræfterne op for Brian der måtte give slip pga det hårde tempo. På sidste runde kørte Asger alene væk efter godt taktisk arbejde fra Anders, og Asger holdte hele vejen til mål. Her efter snuppede Anders 2. pladsen ved at slå hullet til de øvrige udbryddere ved 500 meter mærket. I C-feltet blev det til en 13. plads til Troels Sønderby hvor han vandt feltets spurt. Mathias Melgård blev nummer 22. I junior blev Mikkel Skjellerup nummer 6 efter at have siddet i udbrud det meste af løbet. I u17 fulgte Anders Hardahl op på det gode resultat fra lørdagen, hvor han idag blev nummer 4 og Silas Clemmensen blev nummer 9. I ungdoms rækkerne havde vi Jonathan Brink til start i u15. Han kæmpede sig til en flot 8. plads. I de helt små rækker blev det til en meget flot 10. plads til Carl Andersen.

Hjælp til Cykelgearløbet den 1. september 2012 søges!

Nu er det AaCR’s tur til at arrangere landevejs linieløb. Cykelgearløbet
afholdes den 1. september i Klarup og der er bliver kørt i alle klasser –
undtagen DJUN og Damer, da der samme dag er DameCup på Amager.

Et stort løb med 500-600 ryttere kræver selvfølgelig en masse gode hjælpere.
Har du mulighed for at hjælpe dele eller hele dagen vil det være perfekt.
Det kan også være et par timer, da der skal bruges folk før, under og efter
løbet.
En kage til de hungrende cykelryttere, vil også være en stor hjælp.
Men husk på, som frivillig er det ikke kun hårdt arbejde, det er hygge med
klubmedlemmer og en masse spændende cykelløb samt sejt gear…..
Og når sæsonen er slut inviteres du som hjælper til klubben hjælperfest.

Så har du mulighed for at hjælpe, kontakt løbsudvalget ved Inge Conradsen
26354074 eller Lisa Vinther, 61721419

Cykelsporten er mandens medicin

Indehaveren af den gule førertrøje i etapeløbet, Randers Bike Week, den 23-årige Jimmi Purkær, lider af diagnosen ADHD, tidligere kendt som DAMP. Nu har han droppet medicinen til fordel for motionen. På løbets tredjedag stødte jeg på manden i gult, som tror på, at man godt kan nå langt uden medicin.

Af Joachim Næshave 5/7 2012

Siddende i skyggen, på tredjedagen af Randers Bike Week, var Jimmi Purkær, fra Aalborg CR, at finde. Med sine solbriller i panden og et betragtende blik mod de øvrige rytteres start på dagens etape, sad en mand, som gemte på en god historie.
Jimmi Purkær fik i en tidlig alder konstateret at han led af sygdommen ADHD, som er en sygdom, der forstyrrer ens evne til blandt andet, at koncentrere sig i længere tid ad gangen. Jimmi har igennem hele sit liv været påvirket af sygdommen og har stort set været medicineret siden diagnosen blev stillet.

Motion ind, medicin ud
Indtil Jimmi var 15 år, var medicinen hans eneste middel til at dæmpe symptomerne på hans sygdom. Det skulle vise sig, at der for ham var noget helt andet, som kunne afhjælpe den plageånd som det var i hans liv. Hans forældre havde været skeptisk indstillet overfor, at Jimmi godt kunne tænke sig at cykle, da det kunne få alvorlige konsekvenser.
”De var lidt i mod det, jeg ville jo gerne cykle med de andre børn hjemme på vejen da jeg var en 14-15 år, men de mente at det ville være uansvarligt og det kan jeg også godt se den dag i dag. Da jeg var 19 år, fik nogle af mine forældres venner mig med ud og cykle i en motionsklub. Det blev jeg for god til og nu er jeg endt i Aalborg CR, som licensrytter.” – fortalte han, da jeg spurgte ham, hvordan han startede med at cykle.

At Jimmi startede med at cykle, har gjort, at han i dag er fri for at tage medicin mod ADHD. Igennem sit arbejde som tømrer og med cykeltræning efter job, bruger Jimmi nu sin krop så meget i hverdagen, at han ikke længere behøver at tage medicinen.
”Medicin er et giftstof som man får ind i kroppen, og det har gjort mig meget gladere som menneske, ikke at skulle medicineres længere. Nu er jeg træt, ligesom alle andre mennesker når de kommer hjem fra job. Hvis ikke jeg dyrker motion, eller jeg ikke har været ude og cykle i over en uge, så begynder jeg igen at kunne mærke min sygdom.

Cykelsporten vandt over fodboldhyggen
Efter at Jimmi fandt ud af han at hans passion lå inden for cykelsporten, droppede han fodbolden og som han selv siger, ændrede han sin livsstil. Nu var det ikke længere tilfredsstillende for ham at spille fodbold, drikke øl og gå i byen i weekenderne. Der skulle ske noget mere, noget som han brændte for.
”Min omgangskreds har været lidt skeptiske overfor, at jeg pludselig begyndte at køre cykelløb på så seriøst et plan. Det var vældigt hyggeligt at spille fodbold og så i byen bagefter, så det har de undret sig lidt over, at jeg har droppet. Når cykelsæsonen så slutter, så spiller jeg som regel med i de sidste tre kampe i turneringen, så lidt er jeg da med endnu.” sagde manden med teten i årets udgave af Randers Bike Week.

Man kan hvad man vil
En af Jimmis filosofier er, at man som menneske kan hvad man vil. Hvis nogen siger, at man ikke kan, mener han, at man skal vende kritikken og bruge det konstruktivt i stedet. Igennem sit skoleliv havde Jimmi svært ved de boglige fag, hvorimod han i de mere praktiske fag fik topkarakterer. Dette var en af årsagerne til, at han valgte at blive tømrer. Med god støtte fra familien og venners side, er Jimmi i dag et sted hvor han synes, at han har det godt.
”Mine forældre kæmpede virkelig for mig, og det gør de stadig den dag i dag og derfor kan jeg takke dem for, at jeg har fået en uddannelse og ikke sidder og er tabt bag en vogn.” – påpegede han med en eftertænksom mine.

Da jeg spurgte Jimmi Purkær, hvad hans ambitioner for dagens enkeltstart var, var der ingen tvivl at spore i hans øjne.
”Jeg går efter at vinde og forsvare den gule trøje, det er helt sikkert. Hvis ikke det er mit mål, kan jeg ligeså godt køre hjem.” – sagde han, med et grinende smil på læben.

Dagens etape, var i dag en enkeltstart på 5,7 kilometer

Jimmi Purkær foran Aalborg CR’s bil inden dagens enkeltstart

 

Jimmi Purkær fejrer gårsdagens triumf på den 145,2 kilometer lange etape i klasse A, hvor han sikrede sig den gule førertrøje

 

Cykelgearløbet 1. september

Cykelinteressen er stigende

Danmarks-eliten er på plads, når Aalborg Cykle-Ring byder på det årlige Cykelgear.dk-løbet i Klarup. Lørdag den 1. september mødes de danske kontinentalhold til landevejsløb som afvikles på landevejene mellem Klarup og Vaarst. Der bliver rig lejlighed til at se cykelløb i start – og målområdet på Svinetruget i Klarup kan man komme helt tæt på rytterne – ligesom Skomagerbakken i Vaarst skal gennemkøres hele 5 gange af rytterne.

Arrangørerne fra Aalborg Cykle-Ring forventer mellem 500-600 licensryttere fra hele landet til start i de forskellige klasser som der afvikles løb i. Derudover forventes mange tilskuere langs ruten og ikke mindst i målområdet, hvor man kl. 10 kan se A-feltets start og forventet opløb kl. ca. 13.15. Der køres cykelløb i tidsrummet 10-ca. 15.30. På cykelklubbens hjemmeside www.aacr.dk kan du læse meget mere om løbet.

Over alt i cykelsport kredse opleves i øjeblikket vækst og medlemstilgang. I Danmarks Cykel Union (DCU) er der også igangsat mange initiativer for at modtage de mange nye interesserede. Senest har de lokale cykelklubber oplevet øget interesse for sporten efter Giro d’ Italia og mon ikke mange har kigget med under sommerens Tour de France som nu afløses med Vuelta a Espana, hvor mange får lyst til at prøve kræfter med egen formåen på to hjul.

Placeringen af løbet gør det muligt at dette arrangement indgår i den store buket af aktivitets- og oplevelsestilbud som Aalborg kommune og Aalborg Event præsenterer i forbindelse med dette års Aalborg i Rødt. De mange cykelryttere og deres familier er allerede blevet opfordret til at deltage i Aalborg i Rødt når de gæster det nordjyske i forbindelse med cykelløbet i Klarup. Hos Aalborg Cykle-Ring håber løbsarrangørerne, at rigtig mange får lyst til at kigge forbi og se rytterne på ruten. Og endnu bedre vil det være hvis mange vælger at benytte cyklen til arrangementet. Dette er godt for sundheden og samtidig belastes parkeringspladserne ved Klarup-hallen ikke i samme grad når de cykel-interesserede selv vælger at bruge dette herlige transportmiddel.

Aalborg Cykle-Ring har tilsvarende opfordret til at de mange gæster vælger et af de mange overnatningstilbud som Aalborg byder på inden der søndag den 2. september 2012 afholdes løb i Bjergby udenfor Hjørring.

Formanden for cykelklubben Anders Lind tror, at en væsentlig grund til den store interesse for at deltage også skyldes at cykelklubberne i Hjørring og Aalborg igen er gået sammen om at afholde cykelløb og det giver netop mulighed for at rytterne kan overnatte i Nordjylland og på den måde deltage i to løb samme weekend med passende restitution mellem løbene og uden for megen kørsel mellem landsdelene.
Ruten
Ruten er den samme hvor der tidligere er afholdt PostCup. Både afviklingen af løbet og ruten har fået god evaluering af cykelunionens kommissærer. Derfor er ruten henlagt til samme strækning 26 km rundstrækning. Sværhedsgraden er stor og hvis der bliver sidevind kan den blive hævet yderligere. Hvis man vil følge løbet er der et spændende sted hvor feltet skal krydse Skomagerbakken i Vaarst hele 5 gange. Og ellers kan man se opløbet i Klarup på Svinetruget.

Ruten løber gennem Klarup, Gudum, Vaarst, Gunderup, Skovstrup, Torderup, Lillevorde, Romdrup og tilbage Klarup. Aalborg Cykle-Ring byder allerede interesserede og beboere langs ruten til at kigge med når landes cykelelite mødes i og omkring Klarup.

Sluttelig fortæller Anders Lind med nogen stolthed, at Aalborg Cykle-Ring er flot repræsenteret i deres hvide trikot og samtidig at klubben også efterhånden har fået flere gode ryttere ind på de større hold rundt i landet. Samtidig fortælles at klubben oplever stor opbakning fra lokalbefolkningen og sponsorer, som er villige til at støtte klubben. Aalborg Cykle-Ring vil derfor gerne byde alle interesserede til at kigge med når cykelløbene afvikles på søndag i Klarup.

 

Klubaften Mandag d 6. August

Husk der igen er klubaften, og på denne aften vil der være flere spændende triks og vigtig info.

Fra kl 19-20 vil Ulrik vise dig hvordan du holder din cykel pæn og velholdt. Det er noget som rigtig mange
ikke ved ret meget om, så mød endelig op, og ta din cykel med.

Fra kl 20 vil der for Senior junior og næste sæsons u 17 ryttere være et oplæg til hvordan træningen vil komme til
at foregå næste år. Er der gode ideer og andre synspunkter, er det her det skal på banen, så vi kan gøre træningsmiljøet
i klubben endnu bedre.

Sportsudvalget

Kristian og Ulrik